En opskrift på hjemmelavet rullepølse er altid god at have ved hånden. Der er noget ved at spise den rullepølse, hvor man 100% selv har kunnet styre indholdet. Jeg kan f.eks. godt lide at rullepølsen er lidt stærkere i smagen end de fleste man kan købe hos slagtere og supermarkeder.

Rullepølse

Rullepølse

En god rullepølse skal kryddersaltes længe og en god rullepølse må gerne have en kraftig krydderiblanding hvori der også indgår lidt frisk krydderurt og løg.

Denne her opskrift på rullepølse indeholder bl.a. chili, muskat, koriander, peber, salt, løg, paprika, laurbærblade, timian, persille, cayennepeber, allehånde og en smule fennikkel frø.

Der er et par overordnede trin man skal igennem og man skal regne med at en rullepølse tager mellem 3-6 dage at lave.

Trin 1: Få fat i et svineslag fra slagteren. Det skal være lige omkring 1 kg eller sådan til en rullepølse. Du må hellere ringe til slagteren for det er ikke altid de har det til salg, så det er en god ide at bestille det. Svineslag er sjovt nok dyrere i højtider, men ellers koster det ca. 50-75 kr kiloet. Og selvfølgelig mere hvis det er økologisk.

Trin 2: Kryddersalt svineslaget og pak det ind. Lad det salte på køl i 1-4 dage alt efter hvor meget du vil have krydderierne til at trænge ind. Jeg syntes 3 dage er fint.

Min kryddersalt blanding er :

  • 40 gram havsalt
  • 1 tsk knust allehånde
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk stødt muskat
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 spsk knust peber
  • 1/2 tsk chili flager
  • 1/4 tsk stødt fennikelfrø

Man skal arbejde kryddersaltet godt ind i kødet inden det stilles på køl

Svineslag med kryddersalt der er pakket ind og klar til køleskab

Svineslag med kryddersalt der er pakket ind og klar til køleskab

Trin 3: Rens svineslaget for krydderier og fordel så den krydderblanding du vil have inden i rullepølsen på hele svineslaget. Rul det sammen, og bind det godt og grundigt sammen med bomuldssnor.

Krydderiblanding til rullepølse

Krydderiblanding til rullepølse

Den krydderblanding jeg anvendte var:

  • 1 håndfuld friskhakket timian
  • 1 bndt finthakket bredbladet persille
  • 1 stort finthakket løg som lige blankes kort på en varm pande med smør
  • 1/2 tsk muskatnød
  • 1 tsk knusk sort peber
  • 1/2 tsk chiliflager
  • 1/4 tsk cayennepebber
  • 1/2 tsk paprika (evt. røget paprika)
  • 1/2 tsk havsalt

Denne blanding fordeles over hele svineslaget inden det rulles

Svineslaget krydres

Svineslaget krydres

Trin 4: Kog rullepølsen i ca. 1 1/2 time sammen med diverse grøntsager.

Jeg dækkede rullepølsen med vand og tilsatte så 1 løg, 2 gulerødder, 1/2 porre, persille stilke og 2 pastinakker.

Rullepølse koges

Rullepølse koges

Trin 5: Læg rullepølsen i pres i køleskabet sammen med den kogte lage, i ca. et døgn.

Den kan jo være svær at klare, man skal lægge i pres med noget der er rimelig tungt. Jeg brugte en aflang gryde, som også var den jeg kogte rullepølsen i, pakkede nogle håndvægtskiver ind i plasticposer, dækkede rullepølsen med staniol og placerede så vægtskiverne oven på 🙂 .. Det virkede perfekt.

Rullepølsen presses

Rullepølsen presses

Trin 6: Spis en masse rullepølse på godt groft rugbrød, evt. et af dem fra broedet.dk 🙂

Velbekomme 🙂

Note til mig selv: HUSK at få taget billede inden man udsætter rullepølsen for frådende familiemedlemmer