Denne her ret tager udgangspunkt i en ret jeg fik serveret for noget tid siden inde hos Famo51 på Gammel Kongevej. De serverede den møreste roastbeef i relativt tykke skiver med en super gremolata.
Jeg er næsten sikker på deres gremolata havde timian i sig, men ellers var den ret almindelig, omend utrolig velsmagende, på det møre kød.
Til at supplere roastbeef’en, serverer jeg den med råstegte kartofler i andefedt, bagt peberfrugt med ost og lidt grøn salat. Dejlig simpelt og velsmagende. Jeg serverer samtidig en lille skysovs fra stegningen af kødet.
Det første der skal laves er gremolataen.
En gremolata er i sin traditionelle form = persille, hvidløg, parmesan og er en klassiker til f.eks. retter som Osso Bucco.
Min Gremolata er uden persille og uden hvidløg, så spørgsmålet er, om det stadig er gremolata. Jeg er ikke helt sikker :-). Jeg laver den med forhåndenværende krydderurter og også lidt oliven olie, så den nærmer sig nok lidt en pesto.
Opskrift på Gremolata
- 2 stilke rosmarin
- 6 blade salvie
- 3 stilke timian
- revet skal af 1 citron
- 50 gram parmesan
- 1 spsk oliven olie
- salt og peber
Allerførst finthakkes bladene af rosmarin, salvie og timian. Jeg anvender ikke stilkene.
Det blandes så med revet citronskal og parmesan høvles i. Jeg har sådan en dejlig tromlehøvl, så går det hele lidt nemmere. Men ellers skal den bare rives på et rivejern.
Til sidst blandes krydderurter, parmesan og citron med olie og smages til med salt og peber.
Som man måske kan se på billedet, så er der meget parmesan i. Det er fordi at de krydderurter der anvendes er noget kraftigere end persille, som er i den originale gremolata. Der skal altså ikke helt så mange krydderurter i.
_______________________________________________________
Opskrift på Roastbeef
Roastbeefen skal først brunes på en pande med hård varme i 1-2 minutter på hver side.
Derefter skal den i ovnen i et stykke tid, der passer til roasbeefens beskaffenhed. Der er utrolig stor forskel på størrelser på en roastbeef, så man er nødt til at anvende et stegetermometer.
Jeg plejer at stege min roastbeef til 60-65 grader, hvorefter jeg tager den ud og lader den hvile indtil den skal skæres. 60 grader hvis man vil have en rød kerne, 65 for rosa. Alt over det er ubrugeligt 🙂
Vent endelig med at skære roasten til lige før den skal bruges.
___________________________________________________________
Opskrift på ovnbagt peberfrugt
Denne her opskrift er meget meget simpel.
Man tager en peberfrugt og halverer den, tager kernerne ud og fylder den ca. halvt op med en god ost og solsikke kerner. Give den lidt salt og peber, samt olivenolie.
Sæt den i forvarmet ovn i 10 minutter og så er der ganske simple, velsmagende peberfrugter med fyld.
Man kan anvende mange forskellige slags ost, og til denne her blev det en blanding af noget gedeost og en gruyere.
_________________________________________________________
Opskrift på råstegte kartofler i andefedt.
Andefedt er bare godt at stege kartofler i. De kommer ikke til at smage uhæmmet af and, men har bare en lækker sprødhed og smag derhen af.
Man skræller sine kartofler og skær dem i 2-4 stykker alt efter størrelsen på kartoflerne. De må gerne have en størrelse svarende til ca. 2 bidder.
Herefter skal de bare simre på en pande med godt med andefedt i 25 minutter. De sidste 4-5 minutter må de gerne få lidt mere varme.
Jeg lader dem stege sammen med 1 enkelt fed hvidløg og noget rosmarin, så de tager smag af det også.
Tag kartoflerne af varmen og krydr med salt.
__________________________________________
Skær roastbeefen i (ikke alt for tynde) skiver og server dem med gremolata på, kartofler, peberfrugt og en grøn salat og en smule skysovs.
Bon Appetit!
november 1, 2010
Tror jeg endnu engang gik glip af en invitation fra dig 😉
For pokker hvor ser det lækkert ud!! God ide med gremolata til roastbeef og de peberfrugter skal jeg helt sikkert have afprøvet. Andekartoflerne står også højt på listen. Har en del andefedt, for jeg skal snart ha’ lavet ande confit igen 🙂
Mange hilsner
Birthe
november 1, 2010
Super lækker middag!
Jeg fandt faktisk en økologisk roastbeef i Iram her den anden dag og andefedt har jeg i fryseren. Så mon ikke lige jeg skulle lave noget der ligner snart 🙂
november 1, 2010
…..og der kom roasten så! Den får mine tænder til at løbe i vand – igen 🙂
november 2, 2010
Mange tak for ordene. Det er jo netop sæson for anvendelse af andefedt 🙂
Sommeren er smuttet og selvom det er mildt, så er kulden så småt på vej, så et par gode varme kartofler der har svømmet i andefedt, det er sagen
november 3, 2010
Det var da en god måde at få udnyttet andefedtet på – det må jeg huske her op til jul!
november 3, 2010
🙂
Jeg får næsten selv altid brugt det i dagene omkring, men heldigvis har Irma jo fået det som fast del af sortimentet. Sidst jeg købte det havde de også fået confit de canard. Den skal prøves, selvom man jo også skal lave det