sauterede asparges med jambon iberico, smørsmeltet vesterhavsost, krydrede gulerødder, trøffel og vagtelæg

sauterede asparges med jambon iberico, smørsmeltet vesterhavsost, krydrede gulerødder, trøffel og vagtelæg

Til denne her forret anvender man sprøde grønne asparges som vikler jambon iberico (lufttørret skinke) om, hælder finthakket vesterhavsost  over, som man smelter med finthakkede gulerødder som inden da har steget i rigeligt smør og krydderurter. Til sidst rives lidt trøffel og retten serveres med et par vagtelæg.

Det er en lækker og meget nem forret, der ikke tager særlig lang tid at lave. Det er en forret der har godt med sødme fra asparges og gulerod, en del salt fra smør og den lufttørrede skinke og så en god krydret smag fra timian, dild og peber.

Opskrift på Asparges med Jambon Iberico, Smeltet Vesterhavsost, Krydrede Gulerødder og Trøffel

Til 4 personer

  • 12 grønne asparges
  • 75 gram smør
  • 4 store skiver jambon iberico (eller anden lufttørret skinke, parma skinke f.eks. som dog er mildere i smagen)
  • 2 gulerødder
  • 1 håndfuld timian
  • 1 tsk tørret dild
  • salt og peber
  • 1 trøffel
  • 12 vagtelæg

Start med at klargøre asparges. Det gøres ved at man tager fat i hovedet af aspargesen med den ene hånd og bunden af asparges med den anden hånd. Så bukker man bare aspargesen indtil den naturligt knækker. Man skal så anvende den del af aspargesen som har hovedet tilbage. Aspargesen i sig selv skal blancheres i kogende vand i ca. 2-3 minutter, men vent med det til lige før servering.

Imens hakkes gulerødder og timian fint og blandes sammen med dild, lad blandingen stå i en skål.

Hak ligeledes vesterhavsosten fint og stil den i en skål.

Hav din trøffel klar.

Det går ganske hurtigt når man laver retten, så her er rækkefølgen som man skal igennem.

  1. Sæt to gryder med vand over til at koge, en til vagtelæg og en til asparges.
  2. Smelt smørret i en tykbundet gryde, det må ikke brune, men skal bare klares.
  3. Tilsæt gulerødder, timian, dild, salt og peber til smørret og lad det simre.
  4. Når vandet koger, læg vagtelæg i den ene gryde og lad dem koge i 2 minutter, hvorefter man køler dem af og piller dem.
  5. Blancher asparges i 2-3 minutter.
  6. Tag de varme asparges op og vikl skinke om 3 asparges og læg dem på tallerkenen
  7. Hæld den hakkede ost over, og hæld derefter smeltet smør og gulerod over, så smelter osten også.
  8. Slut af med at rive trøffel over retten og server med 3 vagtelæg.

Bon Appetit :-)

TIP: Man kan som sagt lave retten med anden skinke end jambon iberico, men man kan faktisk også slippe godt fra at lave den med røget laks, fordi man også får det salte fra laksen og fordi den er så fed en fisk, så står den fint sammen med osten og smørret.

TIP: Det behøver ikke være vesterhavsost, men find en god lagret og rimelig fast ost. Jeg har tidligere lavet denne her ret med svensk lagret prästost, gruyere og en lagret manchego.

NB: Dette var første ret i en samlet nytårsmenu, som også er her på siderne.